Søren betænker Danske Hospitalsklovne i sit testamente: "Det er vigtigt for mig at give livsglæde videre"

For fire år siden bliver livet vendt på hovedet for 67-årige Søren Seeberg Sørensen. Sørens kone får konstateret demens i en alder af 64 år og må flytte på specialiseret plejehjem. En livsændring, der får Søren til at tage et aktivt valg om at skrive testamente, hvor han tilgodeser Danske Hospitalsklovne.

Beslutningen om at skrive testamente har givet Søren ro og mulighed for at sikre, at de livsværdier, der altid har betydet noget for ham og hans hustru, føres videre, når livet engang har sin ende.

- Jeg mener, det er vigtigt at tage stilling og på den måde præge livets gang. At oprette testamentet var det sidste, jeg manglede for at få ro i sjælen, siger han.

Søren betegner det at skrive testamente som ”en del af livets drejebog”. Med det understreger han, at det har været vigtigt for ham at være med til at forme de dele af livet, der rent faktisk er mulighed for at have indflydelse på.

Søren og hans kone har ingen børn og derfor har det også været naturligt for dem at testamentere til velgørenhed. Da Sørens kone grundet sygdommen ikke er i stand til at træffe beslutninger om arv og testamente, har det været vigtigt for Søren at oprette testamentet nu, hvis noget skulle hænde ham.

Værdier lever videre med testamentet

Søren har hele sit liv været optaget af at hjælpe og gøre en forskel for mennesker. Hele hans voksenliv har han arbejdet som lærer på Forældreskolen i Aarhus. I dag er han pensioneret, men er aktiv som formand for Pårørenderådet på plejehjemmet og holder også foredrag om livet som pårørende.

- Mit liv har altid været præget af næstekærlighed til andre. Sådan er det stadig, og det bliver jeg ved med, fortæller han.

I Sørens 35 år som lærer på Forældreskolen i Aarhus har han mødt et hav af børn og familier. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Danske Hospitalsklovne i dag er tilgodeset i Sørens testamente: 

- Jeg har mødt mange børn, der har været syge og har haft brug for og glæde af hospitalsklovne. Det har en utrolig stor betydning dét, hospitalsklovnene laver, og livsglæde er så vigtigt, siger Søren og tilføjer:

- Med testamentet vil jeg gerne sige en dyb tak for de grundlæggende livsværdier og det engagement, der er i Danske Hospitalsklovne.

Søren fremhæver værdierne livsglæde og engagement som en del af årsagen til, at Danske Hospitalsklovne står i testamentet. De værdier er også kendetegnede for, hvordan Søren selv lever sit liv.

Som pårørende på plejehjemmet gør Søren meget ud af at skabe gode oplevelser - ikke kun for hans kone, men for alle beboerne på plejehjemmet. Han hjælper til på plejehjemmet, hvor han blandt andet er julemand i december. Derudover holder Søren foredrag for de andre pårørende, for at bidrage til at få det bedste ud en af svær og livsændrende begivenhed.

Gratis rådgivning gjorde processen let

For mange mennesker kan det virke uoverskuelig og irrelevant at forholde sig til et testamente. Men for Søren har processen været god og meningsfuld. Søren er også blevet positivt overrasket over, hvor meget hjælp og rådgivning han kunne få ved at oprette sit testamente til velgørenhed.

- Jeg oplevede, at det var meget nemt, og jeg fik alt den hjælp, jeg havde brug for, fortæller han.

Søren startede med at kontakte de velgørende foreningers arvesamarbejde ”Det Gode Testamente”, som Danske Hospitalsklovne også er en del af. Her fik han hjælp til at finde en advokat, der kunne hjælpe ham med testamentet helt uden omkostningerne.

I dag har Søren et ønske om at være med til at sprede budskabet om at tage stilling til sit testamente, og at skrive velgørende organisationer ind i sit testamente er en fantastisk mulighed.Udover Danske Hospitalsklovne har Søren også skrevet et familiemedlem og andre velgørende organisationer ind i sit testamente.

Hvis du, ligesom Søren, ønsker at betænke Danske Hospitalsklovne i dit testamente, så hjælper vi dig gerne med at finde en advokat. Faktisk dækker Danske Hospitalsklovne udgifter til advokat ved oprettelse af testamente, hvor vores sag er tilgodeset.

Vil du vide mere om at testamentere til Danske Hospitalsklovne? 

Hvis du, ligesom Søren, ønsker at betænke Danske Hospitalsklovne i dit testamente, så hjælper vi dig gerne med at finde en advokat. Faktisk dækker Danske Hospitalsklovne udgifter til advokat ved oprettelse af testamente, hvor vores sag er tilgodeset.

Læs mere på vores hjemmeside her

Danske Hospitalsklovne er en del af arvesamarbejdet Det Gode Testamente. Her kan du få hjælp og rådgivning til at oprette et testamente til velgørenhed. Se mere her



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.