Tag familien med til Billund og løb for hospitalsklovnene

08/09/2015 - 11:16

Gør noget godt for dig selv og din familie – og hjælp samtidig med at give livsglæde til syge børn indlagt på hospital i Danmark.

LEGO Koncernen og Danske Hospitalsklovne er gået sammen om at arrangere LØB FOR KLOVNENE 2015 i Billund søndag den 4. oktober 2015. Deltagerne bestemmer selv, om de vil gå eller løbe. Der vil være to ruter på 3 km og 6 km. Derudover byder dagen på masser af leg, læring og underholdning.

”Vores hospitalsklovne er med til at sprede livsglæde hos syge børn på danske hospitaler, men der er desværre flere syge børn, end vores hospitalsklovne kan nå ud til i dag. Derfor er det vigtigt for os at skaffe flere midler. Vi er utroligt glade for, at LEGO Koncernen og dens medarbejdere vil arrangere dette løb til fordel for børn på danske hospitaler, ” siger Kenneth Øhrberg, der er direktør for Danske Hospitalsklovne.

Alle er velkommen til at deltage i arrangementet. Det koster 95 kroner for voksne og 65 kroner for børn at deltage i løbet, og pengene går ubeskåret til Danske Hospitalsklovne.

”Vi vil gerne støtte aktiviteter, som gavner børn og familier de steder, hvor vi har vores aktiviteter. Det mener vi er en del af vores samfundsansvar som virksomhed. Med dette arrangement kan vi slå to fluer med et smæk: Børn og deres familier er sammen om en god fælles oplevelse, hvor både leg og læring er i højsædet, og samtidig støtter de et utrolig godt formål, ” forklarer Claus Flyger Pejstrup, der har ansvaret for LEGO Koncernens hovedkvarter i Billund.

LØB FOR KLOVNENE finder sted på Kløvermarken i Billund søndag den 4. oktober 2015 kl. 10. Billetter købes her.

 

Program:

Kl. 10.00: Klovnepladsen åbner – udlevering af startnumre og klovnenæser
Kl. 10.30: Sebastian Klein byder velkommen
Kl. 11.00: Løbet skydes i gang
Kl. 12.00: Prøv de sjove aktiviteter: Klovnificeringsmaskine, bamsehospital, forhindringsbane, klovneskole eller byg en klovn med LEGO klodser
Kl. 13.30: Underholdning med Dr. Pjuskebusk
Kl. 14.00: Tak for en god dag

Vi glæder os til at se dig!



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.