Mor til Alexander: ”Hospitalsklovnene var en luft i vores hverdag”

For 4 år siden fik 11-årige Alexander en slem betændelse i sin storetå, som endte ud i flere operationer. Han var i alt indlagt 21 dage på Kolding Sygehus og Odense Universitetshospital. Her mødte familien flere af hospitalsklovnene, som var med til at skabe glæde og luft i deres hverdag:

- Der var rigtig mange smerter forbundet med Alexanders operationer. Hospitalsklovnene kom med glæde, og de kunne få Alexander til at blive glad. De var en luft i vores hverdag, fortæller Britt Kjærgaard Callesen, som er mor til Alexander.

Alexander fik besøg af hospitalsklovnene flere gange under sine indlæggelser og har fået flere gode minder fra hospitalsklovnenes besøg med hjem:

-På Kolding Sygehus ligger Alexander med rigtig høj feber, og får is for at køle ned. Hospitalsklovnene er så misundelige på hans is, og står ved siden af og leger at de også spiser is, griner mor Britt.

En anden sjov episode som familien tænker tilbage på, er da hospitalsklovnen Pablo kommer forbi deres stue og spørger om han må tage et billede. Alexander siger ”ja”, og tænker at det er et billede af ham, som Pablo gerne vil have. I stedet tager Pablo billedet ned fra væggen til stor morskab for Alexander og familien.

På Odense Universitetshospital er der en skole tilknyttet, som alle undervisningspligtige børn og unge kan benytte under deres indlæggelser på OUH. Pablo synes, at Alexander skal prøve at tage derned, for at se om det er noget for ham, så han følger ham derned i sin rullestol:

- Jeg ville aldrig kunne få Alexander med derned, men det kunne Pablo, fortæller mor Britt.

For Britt er det vigtigt at fortælle andre om hospitalsklovnenes betydning, fordi de var med til at gøre en forskel for deres hospitalsoplevelse.

- For os var de som en blomst i hverdagen. De kunne tage over for en stund og gøre det sjovere for Alexander. Jeg kan varmt anbefale at støtte dem, afslutter mor Britt.

 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.