Julie og mor har begge glæde af hospitalsklovnene

Dorte Christensen er mor til Julie på 4 år, som er født med en spiserørssygdom. Gennem årene er hospitalsklovnene blevet en vigtig del af familiens historie, og de har hjulpet både Julie og mor i svære tider.

Julie er kun tre dage gammel, da hun bliver opereret i spiserøret første gang. Siden har hun gennemgået 26 operationer, og i lange perioder har de stort set boet på hospitalet, både i Odense, Skejby og Aalborg.

Særligt de to hospitalsklovne Tut og Luici har fået en særlig betydning og har overværet nogle af de allermest sårbare situationer i familiens liv

- Jeg kan huske en episode, hvor Julie har 40 i feber og næsten er på vej mod intensiv. Jeg ved virkelig ikke, hvordan hun finder energi og overskud til det, men da Tut og Luici kommer ind på stuen, lyser hun fuldstændig op og begynder at lege med dem, fortæller mor Dorte.

Efter fem minutter falder Julie i søvn i Dortes arme, og Tut sætter sig ved deres side. Tut har så småt lært familien at kende, da hun har mødt dem 10-12 gange på Aalborg Universitetshospital.

- Tut begynder at spørge ind til, hvad Julie egentlig fejler, og hvordan jeg har det som mor. På det tidspunkt er jeg ret langt nede, og det hjælper mig virkelig, at hun også vælger at bruge tid på at spørge ind til mig. Den snak ramte mig virkelig. Den dag fik hun både løftet mig og min datter op, fortæller Dorte.

En tryg hånd, når der skal tages blodprøve
Julie skal med jævne mellemrum suges i lungerne, da hun ofte bliver syg pga. lungenedsættelse og et lavt immunforsvar. Det er efterhånden en tradition, at når Julie skal have taget sug og blodprøver – og hospitalsklovnene er på hospitalet – så holder de hende i hånden undervejs. Det gør situationen nemmere for både forældre og sygeplejersker:

- Jeg husker særligt en dag, hvor vi forsøger at tage blodprøve på Julie. Hun græder, og vi kan slet ikke komme til. Det ændrer sig fuldstændig, da klovnene kommer ind med dans og sæbebobler. Efter at have forsøgt i halvanden time går det pludselig legende let. Bagefter siger hun ovenikøbet: ”Prøv at se hvor sej, jeg er. Jeg kan også få taget sådan et sug”.

For Dorte betyder det alverden at se sin datter være pavestolt over sig selv og for et øjeblik træde ud af patientrollen.

Klovneløb og gensynsglæde
Det er ikke kun på hospitalet, at Julie, Dorte og far Andreas har mødt hospitalsklovnen Tut. Sidste år var de til Klovneløb i Aalborg, hvor Julie fik både krammere og taget billeder med sin ven.

- Julie var helt oppe at køre. Tut møder jo hundredvis af børn, så det var rørende, at hun alligevel kunne huske Julie, fortæller mor Dorte.

Igen i år skal familien til Klovneløb. Ikke bare ét, men hele to af slagsen. Den 3. maj skal de afsted i Aalborg, og den 21. juni håber de at kunne samle en masse venner og familie til løbet i Hjallerup.

- Klovneløbet var en megafed oplevelse sidst, og der var en helt særlig stemning. Vi glæder os til at skulle deltage igen, afslutter Dorte.

I 2020 holder Danske Hospitalsklovne over 60 Klovneløb i hele landet. Skal du være med?



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.