Mor til Emilie: Hospitalsklovnene er guld værd

- Det er længe siden, jeg har set min datter SÅ glad, fortæller Emilies mor, Line Raunkjær.

Emilie på 12 år har været indlagt en del gange på sygehuset. For det meste kommer hun hjem igen samme dag, men sidste gang var hun indlagt i fire dage – og så hele to gange på samme måned.

- Emilie har pga. sin kroniske sygdom tit været på hospitalet. Men denne gang handlede det om noget helt andet, fortæller Emilie mor.

Emilie havde mavesmerter og problemer med sin fordøjelse – så en tur på Herlev var nødvendigt for at sætte gang i maven igen.

- Det var ikke spor sjovt for Emilie at være indlagt, fortæller Emilies mor. Der var ingen internet-forbindelse, og heller ikke lige de børneprogrammer, hun plejer at se på TV.

Og så kan ventetiden godt blive lidt lang for en 12-årig pige.

Dagens højdepunkt

Heldigvis kiggede ikke mindre end tre hospitalsklovne forbi stuen, hvor Emilie lå indlagt, og gjorde deres til, at tiden på hospitalet blev lidt lettere at komme igennem:

- Det havde været nogle VIRKELIG lange dage uden besøg af hospitalsklovnene, mener Emilies mor.

De tre hospitalsklovne, Ludo, Nipo Hipopopulus og Victor fandt på sjove lege og fjollerier, som ramte plet i forhold til hvad Emilie lige havde brug for. I fællesskab fandt de på at sætte en rulle billetter op i loftet, så sygeplejerskerne skulle trække en billet, hver gang de kom ind på stuen.

Den ene af klovnene hev et målebånd frem af lommen, for at måle længden på Emilies næse. Og Victor tryllede med UNO-kort og spillede fjollesange på guitaren for Emilie.

- De var simpelthen så hyle morsomme, og var helt klart dagens højdepunkt for Emilie, fortæller hendes mor.

På samme niveau

Pga. Emilies sygdom, Neurofibromatosis (også kaldet NF1), er Emilie ikke helt alderssvarende med sine jævnaldrende kammerater. Derfor er det ikke altid så let for Emilie at være sammen med andre børn - men af klovnene føler hun sig ”mødt”:

- De er super gode til at nå hende på ”hendes niveau”. Det kan være svært med en diagnose, som den Emilie har, at lave sjov med sine jævnaldrende. Så her er klovnene simpelthen guld værd, fortæller hendes mor, der er meget taknemmelig for, at klovnene også denne gang kiggede forbi.

- Alting blev bare lettere. De løftede hele stemningen. Det er længe siden, jeg har set Emilie SÅ glad, fortæller hendes mor. 

Emilie bliver grundet sin sygdom indlagt ambulant hver 6. uge på Rigshospitalet. Her får hun indsprøjtninger, som holder sygdommen nede. Heldigvis kommer Ludo også gerne forbi her, så ventetiden bliver knap så lang.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.