Et klistermærke på Olivers sut blev til støttesut

Det hele starter med en sjov leg på hospitalet, da 1-årig Oliver er indlagt på Hjørring Sygehus. Her får han besøg af hospitalsklovnene Tut og Luici, der giver ham et klovneklistermærke, som Olivers far sætter på Olivers hvide sut. Da Olivers mor Miranda ser sutten, får hun en idé. Hun vil lave en støttesut til fordel for Danske Hospitalsklovne.

Alvorlig syg - Et kapløb med tiden

Olivers sygdom og indlæggelse kommer fuldstændig uventet, da han og familien er på vandretur i Norge. En nat vågner Oliver, som på dette tidspunkt er et år gammel. Han har voldsomme vejrtrækningsproblemer, og familien må tilkalde en norsk ambulance. Oliver har fået et akut tilfælde af falsk strubehoste, som han aldrig har haft før.

Oliver modtager medicinsk behandling på stedet, som han reagerer fint på, og derefter bliver han vurderet stabil af lægen i ambulancen.

Efter den voldsomme nat beslutter Olivers mor at rejse hjem til Danmark med Oliver for at være i trygge rammer. På færgen mod Danmark, går det desværre galt igen. Denne gang er Oliver i meget kritisk tilstand:

- Han ligger næsten fuldstændig livløs i mine arme. Vi er på åbent hav og kan intet gøre. Jeg ringer 112, men vejret er for dårligt til, at de kan sende en redningshelikopter ned, fortæller en berørt mor Miranda.

Oliver klarer den heldigvis og kommer direkte på Hjørring Sygehus. Her finder lægerne ud af, at han har dannet væskeophobninger omkring sine luftveje, som næsten er helt tillukket. Derfor var han næsten holdt op med at trække vejret, da det simpelthen kostede ham for mange kræfter.

Efter et voldsomt døgn på hospitalet er han stabil igen, men herefter venter der fem dages indlæggelse, hvor Olivers far og storesøster også støder til.

Hospitalsklovnene er et åndehul for familien

På Hjørring Sygehus får Oliver og familien besøg af hospitalsklovnene. Familien har mødt klovnene før, da Olivers storesøster Lena var indlagt. Besøget har stor betydning for både Oliver og mor Miranda, der efter flere dages frygt endelig kan ånde lidt lettet op:

- Da Tut og Luici kommer, trækker jeg vejret for første gang i flere dage. Jeg kan se på Olivers reaktion, at han stadig er et barn og ikke kun det lille syge menneske, som han har været hele ugen. Han får så meget lys i øjnene, da han ser de to klovne, fortæller Miranda.

Tut og Luici er inde hos Oliver i næsten halvanden time. Et meget tiltrængt besøg for hele familien:

- Min mand og jeg kunne for første gang lige kigge på hinanden og tænke ”det skal nok gå”. Vi fik lige mulighed for at sunde os, fortæller Miranda.

Alt imens forældrene får lov til at trække vejret, hygger Oliver og søster Lena sig med hospitalsklovnene. Der bliver blæst sæbebobler, sunget sange, leget med biler og sjove spejle på hospitalsgangen.

En idé bliver til virkelighed

Inden hospitalsklovnene siger på gensyn til Oliver og familien, får de et par klovneklistermærker:

- Da klistermærket bliver sat på Olivers sut, passer det på en prik. Oliver render rundt med sutten resten af ugen på børneafdelingen, og alle synes, det ser meget sødt ud, fortæller Miranda.

Tut og Luici er især vilde med suttens nye udseende, og Miranda får lyst til at føre en idé ud i livet. Derfor tager hun efter indlæggelsen kontakt til Danske Hospitalsklovne med idéen om at producere en ”rigtig” sut med et lignende klovnelogo på.

I Varde, hvor Miranda og familien bor, ligger den lokale virksomhed Babysutten.dk, som laver en prøvesut og sætter skub i projektet. I dag er den færdigproduceret og til salg i Danske Hospitalsklovnes webshop:

- Det var så sjovt og hyggeligt at se den færdige sut, og Oliver kunne godt genkende den, afslutter Miranda.

Hun håber på, at sutten kan indbringe mange støttekroner, så endnu flere indlagte børn kan få besøg af Danske Hospitalsklovne – ligesom hendes Oliver, der heldigvis er rask og frisk den dag i dag.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.