Det er som at få besøg af en god ven

Selvom Adrians fem år lange liv har været præget af mange hårde hospitalsbesøg, ser han ikke hospitalet som et dårligt eller utrygt sted. Det skyldes i høj grad hans oplevelser med hospitalsklovnene.

Adrian blev født med misdannede urinveje, som gør, at han ikke kan komme af med vandet på normal vis. Det har medført utallige indlæggelser, operationer og blodprøver, og i 2019 fik han en nyretransplantation. 

Fra Adrian overhovedet blev bevidst om sine omgivelser, har han nydt at kigge på klovnene, når de kom ind på stuen, og efterhånden som han blev større, er samværet også vokset. Især Frk. Lakrids, som Adrian kender fra sine regelmæssige kontrolbesøg på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, står hans hjerte meget nær.

Adrian med besøg fra Frk. Lakrids 

- Det er et stort lysglimt, når der står ‘klovne’ i kalenderen, og han kan næsten ikke vente med at Frk. Lakrids kommer på besøg, så han kan se, hvilke skøre ting, hun har med i lommerne i dag, fortæller Adrians mor, Rikke Søndergaard Kristensen.

- Deres samvær er altid meget på Adrians præmisser, og det er tydeligt at se, at han nyder det. Klovnene kan jo lege på en måde, hvor jeg som forælder virkelig skal anstrenge mig, fordi jeg slet ikke har den samme fantasievne, og hvor jeg måske maks. gider i 10 minutter, har de jo nærmest ingen grænse for, hvor længe, de kan lege. Det er ret fantastisk, siger hun.

Klovnene aflaster forældrene

Mor Rikke er alene med Adrian, så for hende har klovnene også betydet meget i forhold til de små aflastningspauser, alle har brug for i løbet af en lang dag på hospitalet.

- Det er en stor hjælp for mig, at Adrian er så tryg ved klovnene, at han bare uden videre går med ned og kigger på akvariet uden at jeg skal med, så jeg på den måde får et frirum til at tale med sygeplejersken eller simpelthen bare får tid og ro til selv at gå på toilettet, siger hun og fortsætter:

- Det er også en stor glæde for mig som mor at se mit barn glad til trods for slanger, drop og en lang, kedelig hverdag på en hospitalsstue. Det betyder virkelig meget for mig, at klovnene kommer, og jeg har tydeligt kunnet mærke, hvilken forskel, de gør, fordi de lige pludselig ikke var der fysisk under corona, siger hun.

Adrian og hospitalsklovnen Luna 

I forhold til hvor mange skræmmende og smertefulde oplevelser, Adrian har haft i forbindelse med sine mange indlæggelser, er det temmelig utroligt, at han ikke er blevet skræmt fra vid og sans. Men det er han ikke, og Rikke er ikke i tvivl om, at klovnene har en stor del af æren for dette.

- Forleden spurgte han, hvornår vi skulle hen at sove på sygehuset igen, så han er bestemt ikke bange for at være indlagt. Han bliver selvfølgelig ekstra forkælet, når vi er på hospitalet, men hans glæde skyldes bestemt også hans forhold til hospitalsklovnene.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.