Far til Silke: Hospitalsklovnene er højdepunktet

- Hospitalsklovnene kan jo ikke fjerne Silkes sygdom. Men de kan fjerne fokus fra alt det kedelige ved at være på hospitalet. Og så giver de hende en positiv oplevelse, så hun glemmer nålene i armene, og glemmer hvor hun er, fortæller Silkes far, Per Laudrup Jørgensen.

8-årige Silke har været indlagt tre gange på Roskilde Sygehus. Den første gang var Silke bare 4 år gammel. Alle tre gange er hun blevet indlagt med uforklarlig nyre-bækken-betændelse, som er både smertefuldt og giver høj feber:

- Når Silke pludselig får høj feber og ondt i nyreområdet, så ved vi, at den er gal igen. Hun bliver indlagt, og lægerne tester hendes urin og tager blodprøver. Silke får også forskellige former for medicin som drop i armen, så man er sikker på, medicinen virker.

Stik og sjove klovne

Desværre har Silke været lidt uheldig nogle gange, hvor lægen har haft svært ved at lægge den venflon, der skal give hende medicinen direkte ind i blodåren. Så Silke er blevet stukket i mange gange. Heller ikke alle trylleplastre virker lige godt, og den salve, som gives for at lindre stikket fra nålen, kan Silke ikke tåle.

- Så det er ikke spor sjovt for hende at være indlagt, fortæller Silkes far og fortsætter:

- Besøg af hospitalsklovnene har helt klart været højdepunktet for Silke. Hver gang. De har betydet, at hun har kunnet fokusere på noget andet, end at være indlagt, og have drop og slanger ud af kroppen, fortæller Per.

Den første gang, Silke var indlagt, skulle hun lige se hospitalsklovnene an, før de blev godkendt. Far Per mindes, at den første klovn, hun mødte, var god til at få skabt tillid til Silke. De lavede en masse sjov med hospitalsklovnens røde næse f.eks. – og både mor, far og Silke fik hver en rød næse på.

- Det var en god måde at få brudt isen på, og Silke fik hurtigt smilet frem, mindes han.

Boldspil på hospitalet

Da Silke var indlagt i efteråret sidste år, lå hun alene på en tre-mands stue. Så der var god plads, da hospitalsklovnene Rebus og Nipo Hipopopulus kiggede forbi, og opdelte stuen i ”zoner” ved hjælp af papirstrimler. De spillede bold og gav hinanden point, når bolden ramte rigtigt. Silke var også med noget af tiden, for da havde hun heldigvis en af sine gode dage.

- Hver gang bolden ramte et ”forkert” sted på stuen, grinte Silke højt. Det var ret sjovt at opleve. Og så virkede det som om, klovnene havde MASSER af tid, fortæller hendes far og fortsætter:

- Det var en virkelig dejlig stund, Silke havde med klovnene der. De får smilet frem hver gang, men det her besøg var noget særligt.

Gode til at skabe tillid

Silkes far Per har selv arbejdet som Falckredder, så også han kender til at møde børn og familier i svære situationer. Han har kun rosende ord til overs for hospitalsklovnenes arbejde:

- Det at skabe tillid til et barn i en sårbar situation kræver gode menneskelige egenskaber. Måske er det derfor, jeg er så glad for hospitalsklovnene: De kan nemlig den svære kunst, fortæller han.

Per fortæller, at Silke ofte taler om hospitalsklovnene, og har gemt både klistermærker og de røde klovnenæser, som klovnene deler ud. Som Per siger det, så frygter man som forælder altid, at ens barn skal blive syg. Og han banker under bordet, når han siger, at det forhåbentlig også er sidste gang, de har været indlagt:

- Vores datter er tilsyneladende disponeret for at få nyre-bækken-betændelse. Så skulle det ske igen, at vi bliver indlagt, så håber vi da, at hospitalsklovnene kigger forbi. Vi er meget taknemmelige for de gode oplevelser, Silke har haft med dem, afslutter han.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.