Maria 15 år: ”Hospitalsklovnene gør mig varm om hjertet”

15-årige Maria har haft stor glæde af hospitalsklovnene gennem sit sygdomsforløb det sidste halve år. Særligt klovnene Rebus og Nipo Hipopopolus har hun fået et nært forhold til.

Maria Gammelgaard fra Jyllinge fik en hård start på 9. klasse sidste sommer.

Allerede i starten af skoleåret blev hun indlagt i tre uger med uforklarlige besvimelser. Maria havde ellers glædet sig til at begynde i 9. klasse, og så frem til fester og masser af sjov med vennerne. Og foruden skole, lektier og veninder, var hun netop begyndt at træne sin pony op til konkurrencer.

Da hun blev syg, ændrede det hele sig:

- Det ramte mig hårdt, fordi jeg pludselig ikke kunne træne med min hest så meget, som jeg før havde kunnet. Mine venner fløj afsted til den ene konkurrence efter den anden, så det var svært for mig at følge med på deres niveau. Men også rigtig hårdt at gå glip af alt det sociale i skolen. Imens mine venner levede deres ungdomsliv, kunne jeg tilbringe min fredag aften derhjemme. 

Hverdag med sygdom

Den dag Maria besvimede midt mellem sine klassekammerater, blev hun hentet af ambulance. Så hendes klassekammerater har været en del af hendes sygdomsforløb lige fra start af:

- Mine venner var rigtig søde til at besøge mig, da jeg blev indlagt. De var jo også ret påvirkede af, at jeg pludselig var faldet om midt i skoletiden, fortæller Maria.

Men efter noget tid så hun mindre til vennerne på hospitalet. Maria forstår dog også godt, hvorfor de på et tidspunkt stoppede med at invitere hende med til festerne. Hun sagde jo alligevel næsten altid nej, som hun siger. 

- Jeg har altid været meget social og udadvendt, men pludselig anede jeg ikke, hvad jeg skulle snakke med mine venner om. For jeg havde ikke længere så meget spændende at fortælle om fra min hverdag, fortæller hun ærligt.

Besøg af hospitalsklovne

Maria har været igennem et væld af undersøgelser på Roskilde sygehus, og er godt træt af det. Nogle gange er hun der blot få timer, og andre gange har hun været indlagt i flere dage.

- Jeg går jo glip af rigtig meget i skolen. Og fordi det er 9. klasse, jeg går i, har jeg også fået hjemmeundervisning i en periode, fortæller Maria.

Heldigvis har hun kunne fordrive ventetiden på hospitalet med besøg af hospitalsklovnene. Som hun ellers lige skulle vænne sig til, fortæller hun:

- Den første gang, jeg mødte klovnene, der anede jeg ikke, at der overhovedet fandtes noget, der hed en hospitalsklovn! Jeg kan huske, at en af klovnene stak hovedet ind på min stue, og jeg tænkte: ”åh nej, hvad skal jeg med ham?”, mindes hun.

- Til at begynde med var det lidt akavet. Men der gik ikke lang tid, så blev den pinlige tavshed afløst af grin og fjollerier, fortæller Maria.

Som et barn igen

Maria fortæller om en sjov oplevelse, hun havde med to af klovnene, sidst hun var indlagt:

- Vi sad i halvanden time og åbnede pakker med Supermands-kort. Vi byttede og samlede kort. Det var simpelthen så hyggeligt. Normalt ville jeg jo synes, det er ret mærkeligt i min alder … Det ville jeg jo aldrig sidde og lave med mine jævnaldrende, griner hun.

- Man får lov at være barn igen sammen med hospitalsklovnene, som også er sådan en sjov blanding mellem en barnlig klovn og et ”rigtigt” menneske. Men man bliver nok også altid et par år yngre, end man er i virkeligheden, når man er indlagt, mener hun.

Maria har også fået fortalt, at en af klovnene hjalp hende på benene igen, da hun en dag var besvimet på hospitalsgangen. Selv husker hun ingenting:

- Min far har fortalt, at en af klovnene kom forbi og sagde, ”Nej, det er jo Maria, der ligger der” og hjalp mig op at stå. Det er bare så rørende, synes jeg!

Hospitalsklovnen Solo husker tydeligt episoden. Solo har fortalt, at han efterfølgende kaldte Maria for ”Prinsesse Besvim”.

Værst er ventetiden

Maria mener, at det værste ved at være på hospitalet er al den ventetid, der tit er. Ventetid før en undersøgelse f.eks. Og når man samtidig går glip af sin skolegang, synes hun, besøg fra klovnene er guld værd:

- Når klovnene kommer, så bliver det hele sjovere. De får tiden til at forsvinde. Nogle gange ønsker man næsten, at man kan få forlænget sin ventetid… Så klovnene kan blive der lidt længere, fortæller Maria, som har oplevet, at klovnene har sunget sjove sange med hende, leget med hoppebolde eller tegnet portrætter af hende.

Det sidste er især Nipo Hipopopolusdygtig til, og derhjemme har Maria efterhånden en lille samling af hans flotte tegninger:

- Jeg er så glad for, at de ikke bare overså mig, den første gang jeg mødte klovnene. De kunne jo godt bare være gået videre til de små børn på børneafdelingen, fordi jeg var sådan lidt afvisende først. Men at de kan omstille sig til mit niveau, og fange min humor, det har virkelig gjort stort indtryk på mig, fortæller hun rørt.

En ven i klovnen

For Maria er klovnene blevet en slags venner. Nogle, hun kan grine med, tale med – og også om svære ting:

-Det bedste er, at de giver sig god tid til en… De skal ikke skynde sig videre. Eller sådan virker det i hvert fald. Klovnene lytter til en og joker med en. Man kan bruge dem til ALT, siger Maria og fortsætter:

- Mine ”rigtige” venner er i skole eller derhjemme. De har jo deres eget liv, og kan ikke komme og besøge mig hele tiden. Mine forældre – de er jo lige så frustrerede, som jeg selv er. Og sygeplejerskerne og lægerne har super travlt. Så klovnene er dem, jeg snakker med, når jeg er indlagt – om alt muligt. F.eks. var jeg super nervøs for at skulle i narkose. Men så fortalte jeg Rebus og Nipo om det. Og det var rigtig rart at snakke med dem og dele mine bekymringer med dem.

Maria roser klovnene for at være dygtige til fornemme, hvad hun har brug for. Om de skal være alvorlige og lytte til hendes problemer, eller om de skal fortælle jokes.

- Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg møder klovnene. Det er så tydeligt at mærke, hvordan de brænder for deres arbejde. Det er ikke ”bare” et arbejde for dem. De får mig til at glemme den lange ventetid på hospitalet, og alle de kedelige ting, der sker. Og det elsker jeg, fortæller hun.

Maria går fortsat til udredning på sygehuset, indtil lægerne har fundet ud af, hvad hun præcis fejler.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.