Hospitalsklovnene kan få Karoline til at blomstre op

- Det mest fantastiske ved hospitalsklovnene er, at de kan forvandle situationer fuldstændig. Nærmest som et trylleslag kan de få Karoline til at blomstre op, fortæller Eva Gramberg Andersen, der er mor til Karoline på 10 år.

Første gang Karoline møder hospitalsklovnene, er i 2014 på Viborg Sygehus, hvor hun er indlagt med Henoch-Schönleins purpura, som er en betændelsestilstand i de små blodkar. Under indlæggelserne får Karoline løbende besøg af hospitalsklovnen Petunia, og de to får skabt et helt særligt bånd til hinanden.

På én af besøgsdagene kommer Petunia med en gummistøvletaske, hvor der sidder en bamse i. Hver gang Petunia bukker sig ned, falder bamsen ud af tasken. Det synes Karoline er synd for Petunia, så hun køber en ny taske til Petunia for sine egne sparepenge:

Karoline køber også en vandmelontaske til sig selv, så de har venindetasker sammen. Petunia giver sin drillende gummistøvletaske til Karoline, som pynter flot på Karolines værelse derhjemme:

- Taskerne har virkelig skabt et bånd mellem Karoline og Petunia. Hver gang de møder hinanden, så snakker de om dem, fortæller Eva og fortsætter:

- Når vi er indlagt og lægerne snakker om at Karoline skal udskrives, så kan hun godt finde på at svare ”jamen Petunia kommer jo i morgen”, griner mor Eva.

Fantasileg

Karoline og Petunia har også en god fantasileg sammen, hvor de leder efter Petunias forsvundne fantasi dværghamster ude på hospitalet. Under deres leg møder de en sengeliggende dreng, som de også får med på dværghamster jagt. Sammen sætter de en ”fælde” op ude i legerummet, så de kan holde øje med om dværghamstret går i ”fælden”, når Petunia ikke er der.

- Det er en fantasi, som er helt fantastisk. Karoline kigger stadig til ”fælden”, når vi kommer derud, fortæller mor Eva.

Udover den gode fantasileg kan Karoline også godt lide, når Petunia blæser sæbebobler. Her sidder hun sammen med sin lillesøster Josefine på 8 år, da Petunia kommer på besøg hos dem: 

At glemme sygdommen for en stund

Under indlæggelserne på Viborg Sygehus tænker mor Eva særligt tilbage på én oplevelse, hvor Karoline er sengeliggende og ikke har været ude af sengen i et par dage. Hospitalsklovnene Petunia og Fandango kommer på besøg, og selvom Karoline ikke er på toppen, vil hun rigtig gerne med dem ned i legerummet:

- Hospitalsklovnene kan få hende til at glemme, at det gør ondt. De kan simpelthen få hende til at gøre ting, som vi andre ikke kan, fortæller Eva.

I dag er Karoline til undersøgelse ca. 2 gange årligt på grund af bivirkningerne fra Henoch-Schönleins purpura:

- Selvom vi ikke kommer der så meget mere, så er det oplevelserne med hospitalsklovnene, som Karoline tænker tilbage på. Det er også hospitalsklovnene, som hun ser frem til at møde, når vi skal derud igen, afslutter Eva.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.