Klovnene fik Ella op at stå

Ella er fire år og født med rygmarvsbrok, hvilket har gjort, at hun allerede har gennemgået ni store operationer i sit korte liv. En operation er lig med mange smerter for Ella og stor usikkerhed om hendes førlighed, så det er et stort pres, der hviler på både Ella og hendes forældre, når de er på hospitalet. Heldigvis er hospitalsklovnene et dejligt afbræk i alt det dårlige. Både for Ella og for hendes forældre.

- Første gang vi mødte klovnene var Ella kun to måneder gammel, husker Ellas mor, Louise Balslev Moestrup.

- Det var efter hendes første operation, og hun lå bare og græd og græd af smerte, og vi kunne intet gøre for at hjælpe hende. Der kom en hospitalsklovn ind på stuen og spurgte, om hun måtte spille lidt for Ella på sin guitar. Jeg sagde, at det kunne hun da godt, men at jeg ikke troede, hun kunne nå igennem til hende, fortæller Ellas mor.

Men det kunne hun. Og kort efter lå Ella helt stille og lyttede til den blide musik.

- Det var helt utroligt, at det kunne lade sig gøre, og det er klart, at det gør virkelig meget, når man som forælder står helt magtesløs med et barn, der er i så store smerter, at der så kommer en og for en kort stund gør det lidt lettere, siger Ellas mor.

Baroli og Ruth synger en sang for Ella.

Op at stå for klovnene

Ella gennemgik for nylig sin niende operation på Skejby Sygehus, og også her var hun i kontakt med hospitalsklovnene. Der var stor usikkerhed omkring Ellas førlighed efter operationen, og sygehuspersonalet ville meget gerne have Ella op at stå, så de kunne vurdere, hvordan det stod til med hendes førlighed.

- Første gang klovnene kom ind på stuen, ville hun kun ligge ned. Anden gang sad hun op i en kørestol, og både læger og sygeplejersker havde flere gange spurgt, om hun ville prøve at stå op, men uden held. Det var først, da klovnene spurgte, om hun ville prøve at stå op, at hun sagde ja. Og så kunne hun rent faktisk stå, fortæller Ellas mor og fortsætter:

- Det var simpelthen så rørende og helt fantastisk at se Ella rejse sig op. Bagefter sang de en sang for hende om “fantastiske Ella”, som vi har på video.

- Det er et virkelig tiltrængt afbræk for os som forældre, at Ella kan være sammen med klovnene i den halve times tid, hvor vi kan se, at hun er tryg og tilpas, og hvor hun glemmer alt det trælse, der hører med til en indlæggelse. Der er jo ikke noget bedre end, når man som forælder kan se sit barn være glad på sygehuset der jo ellers er forbundet med, at hun har ondt og er meget ked af det. Så jeg synes virkelig, klovnene skaber stor værdi for os alle, siger Ellas mor.

Ella går stadig til kontrol og glæder sig til mange flere stunder med hospitalsklovnene.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.