Lars Madsen cykler 236 kilometer for indlagte børn

Det længste Lars Madsen tidligere har cyklet er 90 kilometer, men i juni hævede han ambitionerne. Her cyklede han nemlig 236 kilometer på 12 timer og samlede 16.000 kroner ind til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn.
 
36-årige Lars Madsen fra Midtjylland elsker at kaste sig ud i nye udfordringer. I juni besluttede han derfor at melde sig til cykelløbet Midt24 i Herning for at samle penge ind til Danske Hospitalsklovne.
 
- Jeg elsker at cykle, og jeg syntes, det var en fed måde at udfordre mig selv på og prøve noget nyt og anderledes. Og så er det jo dejligt at kunne gøre det for en god sag, fortæller han og fortsætter:
 
- Det var vigtigt for mig, at pengene skulle gå til Danske Hospitalsklovne, fordi jeg gerne vil gøre noget godt for andre, og jeg synes, de gør et kæmpe stykke arbejde. Uanset om man er barn eller voksen, får de virkelig et smil frem på læben.

Cykelløbet giver plads til forskellige ambitioner og lader deltagerne vælge mellem at cykle i enten 6, 12 eller 24 timer.
 
- Min kampvægt ligger på lige under 100 kg, så jeg er ikke en af de mindste. Jeg syntes at 12 timer var passende i forhold til at sætte mig selv på prøve. Seks timer blev for lidt, men jeg synes også, det er vigtigt at have sig selv med, når man udfordrer sin krop, fortæller han.
 

Stor opbakning hjælper Lars gennem cykelløbet 

Inden løbet havde Lars Madsen sat sig et mål om at cykle 220 kilometer på 12 timer og dermed mere end fordoble sin tidligere rekord. Han endte dog med at cykle hele 236 kilometer og mødte enorm opbakning fra både venner og familie, der valgte at donere et beløb pr. kørte kilometer.
 
- Jeg er da mega stolt. Allerede inden jeg vågnede dagen efter, var der simpelthen så mange, der havde skrevet og ringet, fordi de var så spændte på, hvor langt jeg havde cyklet, og hvor meget vi havde samlet ind. Folk har været virkelig engagerede, og det har jo også gjort, at jeg blev mere motiveret til at presse mig selv under løbet.
 

Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem.

Især den store opbakning fra familie, venner og bekendte hjalp Lars Madsen gennem cykelløbet, hvor det psykiske viste sig at være en større udfordring end sved på panden og krampe i benene.
 
- Det var utrolig hårdt at skulle cykle i 12 timer. Især mentalt. Jeg kørte meget selv, og det er hårdt at være helt alene med sin cykel og sine tanker i så mange timer, når der ikke er noget til at distrahere én. Jeg var spændt på, om jeg ville kunne holde motivationen oppe, men det motiverede mig meget at vide, at jeg samlede ind til et godt formål. Og så var der så mange mennesker, der bakkede op om det og syntes, det var et godt projekt, fortæller midtjyden.
 
Efter det flotte resultat har Lars Madsen fået blod på tanden, og hans næste store mål er at gennemføre en Ironman.
 
- Jeg er ret stædig, og når jeg sætter mig noget for, så plejer jeg som regel at gennemføre det. Jeg gør altid tingene hundrede procent. Ellers er der jo ingen grund til at gøre det, siger han.
 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.